Forside
/
Opskrifter
/
Hokkaidosuppe

Hokkaidosuppe

Reklame for Danish Crown. Nem og budgetvenlig hokkaidosuppe med røde linser. Den perfekte menu til en kølig efterårsdag.

Reklame for Danish Crown. Hokkaidosuppe er en nem og budgetvenlig efterårsret, og måske har du allerede flere af ingredienserne i køleskabet og køkkenskabene? Suppen kræver ikke den store forberedelsestid, for størstedelen af ingredienserne skal blot hakkes og derefter i en gryde. I suppen er der også røde splitlinser for ekstra fylde og cremet konsistens, og de skal blot skylles og tilsættes direkte i suppen, hvor de simrer med og koger ud. Det er derfor en virkelig nem måde at få ekstra bælgfrugter ind i kosten på. Imens suppen simrer, kan du udnytte tiden på at klargøre toppings, og vil du gøre det ekstra nemt, så køb bacon i skiver der kan stege i ovnen på samme tid på rugbrødsstængerne.

Hokkaidogræskar er i sæson fra august til december, og det er en virkelig skøn efterårsspise. Græskarret skal blot skylles og halveres, og dernæst kan du skrabe kernerne ud og skære stilken af. Lad endelig skrællen blive på! Den bliver helt mør ved tilberedning (og smager dejligt), så der er ingen grund til at fjerne den.

45 minutter
4-6 personer
Forberedelse
10 minutter
Tilberedningstid
35 minutter

Ingredienser

Hokkaidosuppe 4-6 personer

1 hokkaidogræskar

2 løg (eller rødløg)

3 hvidløgsfed

1 lille stump ingefær

2 kartofler

2 gulerødder

1 æble

2 spsk olivenolie

1 tsk stødt spidskommen

2 dl røde splitlinser

8 dl grøntsagsbouillon

½ dl piskefløde

Salt

Peber

Citronsaft

 

Sprøde rugbrødsstænger

4-6 skiver rugbrød (gerne tørt)

2-3 spsk rapsolie

Salt (gerne flagesalt)

 

Toppings

150-200 g bacon i skiver eller tern

150-200 g creme fraiche eller græsk yoghurt

Purløg

 

Andre forslag til toppings

Hakket persille

Ristede svampe

Ristede græskarkerner

Frisk timian

Æbletern

Fremgangsmåde

Hokkaidosuppe

Skyl græskar (lad skrællen blive på), halvér det og skrab kernerne ud med en ske. Skær stilken fra og skær resten af græskarret i grove tern.  Skær løg i tern, pil hvidløgsfed og hak dem fint og skræl ingefær og hak det fint. Skær kartofler i grove tern og gulerødder i grove skiver. Hak æblet (lad skrællen blive på, hvis du bruger et økologisk æble).

Skyl splitlinserne i en sigte under den kolde hane.

Kog vand og rør grøntsagsbouillon i.

Varm en stor gryde op med olivenolie og svits løg, hvidløg og ingefær heri i ca. 3-4 minutter. Kom græskar, kartofler, gulerødder og æble i, og steg yderligere 3-4 minutter (rør et par gange undervejs). Tilsæt spidskommen, splitlinser og grøntsagsbouillon, så grøntsagerne lige akkurat er dækket af væske.

Kog op og lad nu suppen simre under låg ved middelvarme i ca. 30 minutter. Rør et par gange undervejs.

 

Tilbehør

Forvarm ovnen til 180 grader varmluft.

Skær rugbrød i stænger og placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensl (eller spray) dem med olie og drys med salt. Sæt bagepladen i den varme ovn og bag rugbrødsstængerne i ca. 15-20 minutter til de er helt sprøde. Afkøl dem på en rist.

Steg bacontern sprøde på en stegepande. Bruger du bacon i skiver kan du med fordel placere dem på en bageplade med bagepapir og sætte dem i ovnen sammen med rugbrødsstængerne. Steg bacon sprødt i ovnen i ca. 10-12 minutter (hold øje undervejs). Løft den sprødstegte bacon over på en tallerken beklædt med køkkenrulle (så det overskydende fedt suges og baconen derved holder sig sprød). Anret den afkølede bacon i en skål (har du brugt skiver kan du evt. brække dem i mindre stykker).

Hak/klip purløg og anret i en skål.

Anret creme fraiche/græsk yoghurt i en skål.

 

Hokkaidosuppe (fortsat)

Når grøntsagerne og linserne er kogt helt møre, blendes suppen med en stavblender. Blend godt, til suppen er cremet. Tilsæt piskefløde og smag til med salt, peber og citronsaft.

 

Servering

Servér den varme suppe og top den med creme fraiche/græsk yoghurt, sprød bacon og purløg. Servér de sprøde rugbrødsstænger til, og dyp dem i suppen.

Tip til denne opskrift

Tilsæt ½ frisk rød chili til suppen hvis du ønsker suppen lidt stærk. Hak chilien fint (tag kernerne fra) og tilsæt den på samme tid som løg, hvidløg og ingefær.

Har du rester?

Suppen kan holde 3-4 dage på køl, men kan også fryses. Rugbrødsstænger kan opbevares i en kagedåse (pak dem først sammen når de er helt afkølede). Har du rester af piskefløde og ingefær, så kan begge dele fryses.

Glutenfri tip

Vær opmærksom på valg af bouillonterning, da de kan indeholde gluten. Vær opmærksom på de røde splitlinser, der kan indeholde spor af gluten. Udskift rugbrød med glutenfri rugbrød.
Andre gode forslag
SE alle Opskrifter
Kendt fra
Familieliv 
På Budget
Af Kristine Melgaard-Mani
100.000+ følgere
Her på hjemmesiden finder du budgetvenlige opskrifter, gode sparetips, tanker om økonomi og idéer til aktiviteter for børnefamilien.
Copyright © 2024 Familieliv På Budget
CVR-nr.: 39431157
Created and hosted by