Forside
/
Opskrifter
/
Pizza twister med bælgfrugter

Pizza twister med bælgfrugter

Pizza twister med bælgfrugter er et madpakkehit, og så er det en god og nem måde at snige lidt ekstra bælgfrugter ind i kosten.

Pizza twister med bælgfrugter er en nem og lækker idé til madpakken, og samtidig en genial måde at få spist lidt ekstra bælgfrugter på. I denne opskrift er der brugt kidney bønner fra dåse, og de skal blot skylles og blendes i din pizzasauce.

Opbevar de færdigbagte pizza twistere på køl, og så har du madpakkesnacks til flere dage (herhjemme er det et hit at have dem med som 10’er mad).

På udkig efter andre opskrifter på snacks til børnenes madpakker? Så prøv chokorug med rugbrødsrester.

40 minutter
12 stk
Forberedelse
20 minutter
Tilberedningstid
20 minutter

Ingredienser

1 rulle færdig pizzadej (ca 400 g)

1 dl røde kidney bønner fra dåse

100 g pizzasauce

100 g revet mozzarella eller cheddar

100 g skinke i strimler (kan undlades)

Fremgangsmåde

Rul dejen ud og lad den hvile på et stykke bagepapir på køkkenbordet (se hviletid på pakken).

Skyl kidney bønnerne i et dørslag under den kolde hane, og kom dem i en skål sammen med pizzasaucen. Blend med en stavblender til en ensartet sauce. Smag evt til med lidt ekstra salt, oregano m.m.

Smør hele pizzadejen med pizzasauce. Drys herefter revet mozzarella og skinke på halvdelen af pizzadejen. Fold herefter delen uden ost og skinke hen over delen med.

Skær nu dejen i strimler (ca 12 stk).

Forvarm ovnen til 200 grader (almindelig ovn) og beklæd en bageplade med bagepapir.

Tag nu en strimmel dej op med begge hænder og sno den om sig selv 3-4 gange, til du har en fin ”twister”. Placer ”twisteren” på bagepladen og sørg for at lave lidt afstand imellem dem, da de hæver op under bagning.

Bag i den forvarmede ovn i ca 15-20 minutter til de er gyldne og osten er smeltet.

Tag dem ud af ovnen og lad dem køle af på bagepladen.

Spis dem lune med det samme, eller gem dem på køl og tag dem med i madpakken.

De kan også genopvarmes i 30-60 sekunder i mikroovnen.

Tip til denne opskrift

Du kan undlade pizzasauce og i stedet smøre pizzadejen med pesto (så bliver opskriften dog naturligvis uden bælgfrugter).

Har du rester?

Pizza twisterne holder flere dage på køl og kan også fryses. Lad dem optø på køl og genopvarm dem evt i mikroovnen.

Glutenfri tip

Brug glutenfri pizzadej.
Andre gode forslag
SE alle Opskrifter
Kendt fra
Familieliv 
På Budget
Af Kristine Melgaard-Mani
100.000+ følgere
Her på hjemmesiden finder du budgetvenlige opskrifter, gode sparetips, tanker om økonomi og idéer til aktiviteter for børnefamilien.
Copyright © 2024 Familieliv På Budget
CVR-nr.: 39431157
Created and hosted by