Forside
/
Opskrifter
/
Chokorug med rugbrødsrester

Chokorug med rugbrødsrester

Nemme chokorug bagt på rester af rugbrød. Gode til eftermiddagsmad, i madpakken eller som en snack på farten.

En nem og god måde at få udnyttet dine rugbrødsrester. Du kan løbende fryse rester af rugbrød ned, og når du har nok, så kast dig ud i denne nemme opskrift (læs mere om nedfrysning af rugbrød her). Herhjemme er den et hit hos især børnene.

Prøv også denne opskrift hvor bollerne er sødet med bananer: rugbrødsboller med rugbrødsrester og banan

25 minutter
10 stk
Forberedelse
10 minutter
Tilberedningstid
15 minutter

Ingredienser

Chokorug - 10 stk

350 g rugbrød

3 spsk usødet kakaopulver

2 spsk brun farin

1 tsk vaniljesukker

2 spsk havregryn

3 æg

50-60 g chokolade (lys eller mørk, eller en blanding)

Fremgangsmåde

Til opskriften kan du bruge både frisk og tørt rugbrød, og du kan bruge rugbrød både med og uden kerner. Jeg vil dog anbefale rugbrød uden alt for mange kerner, da det ellers bliver svært at få en sammenhængende "dej". Herhjemme bruger vi optøet rugbrød fra fryseren.

Forvarm ovnen til 180 grader varmluft.

Smuldr rugbrødet fint og kom det i en skål.

Tilsæt kakaopulver, brun farin, vaniljesukker, havregryn og æg og rør det godt sammen. Du skal have en lidt klistret ”dej”.

Hak chokoladen groft og vend den i rugbrødsblandingen.

Beklæd en bageplade med bagepapir og sæt 10 klatter af rugbrødsblandingen derpå (ca 1 spsk dej pr bolle). Brug evt fingrene til at forme dem.

Bag i den forvarmede ovn i ca 15 minutter.

Server dem som eftermiddagsmad, giv dem med i madpakken eller tag dem med på tur.

Tip til denne opskrift

Du kan tilsætte lidt tørrede tranebær eller rosiner til dejen.

Har du rester?

Opbevar bollerne i en lufttæt beholder. Du kan forlænge holdbarheden ved at opbevare dem i køleskabet. Bollerne kan fryses.

Glutenfri tip

Brug glutenfri rugbrød og glutenfri havregryn.
Andre gode forslag
SE alle Opskrifter
Kendt fra
Familieliv 
På Budget
Af Kristine Melgaard-Mani
100.000+ følgere
Her på hjemmesiden finder du budgetvenlige opskrifter, gode sparetips, tanker om økonomi og idéer til aktiviteter for børnefamilien.
Copyright © 2024 Familieliv På Budget
CVR-nr.: 39431157
Created and hosted by