Pizza twister med bælgfrugter er en nem og lækker idé til madpakken, og samtidig en genial måde at få spist lidt ekstra bælgfrugter på. I denne opskrift er der brugt kidney bønner fra dåse, og de skal blot skylles og blendes i din pizzasauce.
Opbevar de færdigbagte pizza twistere på køl, og så har du madpakkesnacks til flere dage (herhjemme er det et hit at have dem med som 10’er mad).
På udkig efter andre opskrifter på snacks til børnenes madpakker? Så prøv chokorug med rugbrødsrester.
1 rulle færdig pizzadej (ca 400 g)
1 dl røde kidney bønner fra dåse
100 g pizzasauce
100 g revet mozzarella eller cheddar
100 g skinke i strimler (kan undlades)
Rul dejen ud og lad den hvile på et stykke bagepapir på køkkenbordet (se hviletid på pakken).
Skyl kidney bønnerne i et dørslag under den kolde hane, og kom dem i en skål sammen med pizzasaucen. Blend med en stavblender til en ensartet sauce. Smag evt til med lidt ekstra salt, oregano m.m.
Smør hele pizzadejen med pizzasauce. Drys herefter revet mozzarella og skinke på halvdelen af pizzadejen. Fold herefter delen uden ost og skinke hen over delen med.
Skær nu dejen i strimler (ca 12 stk).
Forvarm ovnen til 200 grader (almindelig ovn) og beklæd en bageplade med bagepapir.
Tag nu en strimmel dej op med begge hænder og sno den om sig selv 3-4 gange, til du har en fin ”twister”. Placer ”twisteren” på bagepladen og sørg for at lave lidt afstand imellem dem, da de hæver op under bagning.
Bag i den forvarmede ovn i ca 15-20 minutter til de er gyldne og osten er smeltet.
Tag dem ud af ovnen og lad dem køle af på bagepladen.
Spis dem lune med det samme, eller gem dem på køl og tag dem med i madpakken.
De kan også genopvarmes i 30-60 sekunder i mikroovnen.