Denne opskrift på kyllingefrikadeller med linser er perfekt, når du leder efter en nem og sund opskrift på frikadeller, der både smager godt og mætter. Linser er en fantastisk kilde til plantebaserede proteiner og kostfibre, og de gør frikadellerne ekstra saftige og nærende.
I denne opskrift bruger jeg linser på dåse, som er både praktiske og hurtige at anvende. De er allerede kogte og klar til brug, hvilket sparer dig tid i køkkenet. Deres bløde konsistens gør dem ideelle til at blive blandet i frikadellefarsen, hvilket giver en lækker og saftig tekstur.
Kyllingefrikadellerne bliver en sundere variant af de klassiske frikadeller, og linserne tilføjer ikke kun smag, men også masser af protein, vitaminer og mineraler. Denne opskrift er derfor en fantastisk måde at få flere bælgfrugter ind i din kost på en enkel og velsmagende måde.
Kyllingefrikadeller med linser er et hit på spisebordet herhjemme – både børn og voksne elsker dem!
Prøv også opskriften på frikadeller med hakket grisekød og linser.
Kyllingefrikadeller (ca 24 stk):
1 dåse grønne linser, à 240 g drænet vægt
1 rødløg
1-2 fed hvidløg
1 lille håndfuld persille
400 g hakket kyllingekød, 3-6% fedt
2 æg
1 tsk tørret timian
1 tsk salt
Peber
2 spsk finvalsede havregryn
3 spsk hvedemel
En blanding af ½ rapsolie og ½ smør til stegning
Kom linserne i et dørslag, skyl dem under den kolde hane og lad dem dryppe af. Hak rødløget fint, pil hvidløgsfed og pres det, og hak persillen. Kom linserne i en skål sammen med alle de øvrige ingredienser og rør godt sammen. Lad kyllingefarsen hvile på køl i 30 minutter.
Når farsen har hvilet på køl, så rør godt rundt i den og form den til frikadeller (ca 24 stk). Varm en stor stegepande med 1½ spsk smør og 1½ spsk rapsolie. Når smørret er bruset af, steges halvdelen af frikadellerne, ca 3-4 minutter på hver side, til de er gyldne og gennemstegte. Tør panden af med et stykke køkkenrulle og steg den sidste halvdel frikadeller i en ny portion fedtstof.