Reklame for Danish Crown. Mexilinser med belugalinser er det perfekte fyld i en wrap eller i en tacobowl. Jeg elsker linser – og især belugalinserne; de bliver ikke melede ved kogning, og så har de en skøn og mild smag. Jeg koger belugalinserne med en bouillonterning, da de er gode til at optage smag fra det de tilberedes sammen med (og linser – og bælgfrugter generelt – har brug for at få tilført ekstra smag, da de i sig selv er meget milde).
Servér fx mexilinserne i en bowl med ris, fintsnittet spidskål, avocado, grønt, salsa, creme fraiche og tortillachips, eller som fyld i en wrap.
Mexilinser
200 g belugalinser (tørre)
6 dl vand
1 bouillonterning (okse eller grøntsag)
1 løg
1 rød peberfrugt
2 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
1 spsk smør
1 brev taco krydderimix
1 dl vand
Skyl belugalinserne i en si under den kolde hane. Kom dem i en gryde med vand (6 dl) og smuldr en bouillonterning i. Kog op og lad koge i 20-25 minutter (følg kogetid på pakken) til linserne er møre, men stadig lidt faste i konsistens.
Imens linserne koger skæres løg i tynde både og peberfrugt skæres i strimler. Pil hvidløgsfed. Du kan samtidig klargøre det øvrige tilbehør du vil servere til mexilinserne.
Kom de kogte linser i en si og lad dem dryppe af.
Varm en stegepande op med olivenolie, kom løgene på og lad dem stege i 2-3 minutter. Kom herefter peberfrugt på panden sammen med pressede hvidløgsfed. Steg yderligere 2-3 minutter og kom herefter smør på panden. Lad smørret bruse af og kom nu linser, krydderimix og vand (1 dl) på panden. Rør godt rundt og lad simre få minutter.
Server mexilinserne med det ønskede tilbehør.