Jeg elsker romkugler! Og jeg elsker bælgfrugter! I min opskrift på romkugler med sorte bønner forenes de to - og jeg lover det er et godt match! Romkuglerne smager helt som de bør, og som bonus får man (takket være bælgfrugterne) bl.a. lidt flere kostfibre og proteiner ift. de traditionelle romkugler.
Vi bruger blot sorte bønner på dåse som er klar til brug (de skal blot skylles i et dørslag under den kolde hane og dryppes af), og så bruger vi kagerester fra fryseren. Har vi ikke kagerester, så køber vi i stedet tørkager fra supermarkedet (f.eks. en mazarinkage, hindbærroulade, lagkagebunde eller/eller marmorkage).
Du kan nemt få flere bælgfrugter på spisebordet og i madpakken, og det er nemmere end du måske tror! Her finder du alle mine online opskrifter med bælgfrugter, og du finder også mange gode opskrifter i mine kogebøger.

Romkugler med sorte bønner
240 g kogte sorte bønner (svarende til 1 dåse)
450 g kagerester*
2 spsk hindbærmarmelade
2 spsk kokosmel
2 spsk usødet kakao
2 tsk romessens
* Jeg har brugt 370 g chokoladekage og 1 lagkagebund (80 g). Du kan også bruge kager fra supermarkedet som fx roulade og sandkage.
Pynt
Kokosmel eller krymmel til at trille i
Bruger du bønner på dåse, så hæld dem i et dørslag, skyl dem under den kolde hane og lad dem dryppe godt af. Blend dem med en stavblender til en blød ’bønnemos’ uden grove stykker af bønner i.
Kom kagerester, hindbærmarmelade, kokosmel, kakaopulver og de moste bønner i en røreskål. Rør til en ensartet dej ved hjælp af en røremaskine (start med at røre på lav hastighed, og skru derefter op). Smag romkugledejen til og rør mere marmelade, kakao og romessens i ved behov.
Tril dejen til romkugler og rul dem i krymmel eller kokos. Lad dem gerne trække 1 time på køl inden servering. Servér og opbevar resterne på køl.

