Denne peanutbutter dressing smager fantastisk som en dressing til en nudelsalat eller som en peanutbutter dip til fx friske forårsruller.
Herhjemme serverer vi den bl.a. til nytår hvor menuen står på asiatisk inspireret tapas med friske forårsruller og sticky teriyaki kødboller.
Jeg bruger en crunchy peanutbutter som udelukkende består af jordnødder og en smule salt (og ingen tilsatte olier!) - det er den variant jeg bedst kan lide. Du kan altid læse bag på varedeklarationen for at se, hvad peanutbutteren indeholder.
Du finder også opskriften på dressingen i min kogebog Bælgfrugter på bordet hvor den serveres til en nudelsalat med edamamebønner.

Peanutbutter dressing
1-2 lime
½-1 tsk fintrevet ingefær
8 spsk crunchy peanutbutter
6 spsk sød chilisauce
4 spsk sojasauce
3-4 spsk vand
Pres saften af lime. Riv ingefæren fint. Pisk begge dele sammen med de øvrige ingredienser, og smag til.
Ønsker du en mere flydende dressing, så skal du blot tilsætte lidt mere vand.

