Bag cookies med havregryn og rugbrødsrester - geniale til at få brugt de sidste skiver rugbrød inden de bliver for gamle (læs mere om rugbrødsrester og nedfrysning her). Og så giver skiverne af rugbrød ekstra bid og god smag til cookiesene! Brug gerne solsikke- eller mørkt rugbrød, og vær opmærksom på at jo flere kerner, jo flere kerner får du også i dine cookies med rugbrød.
På udkig efter flere opskrifter med rugbrødsrester? Prøv fx mine rugbrødsboller med rugbrødsrester og banan eller find opskriften på mine chokorug med rugbrødsrester og butterbeans i min kogebog Bælgfrugter på bordet.

75 g smør
120 g farin
25 g sukker
1 tsk vaniljesukker
1 æg
80 g havregryn
70 g rugbrød
80 g hvedemel
½ tsk bagepulver
1 knivspids salt
75 g mørk chokolade
evt. 50 g hasselnødder
Forvarm ovnen til 180 grader varmluft. Smelt smørret og rør det sammen med farin, sukker og vaniljesukker. Slå ægget ud i en lille skål og pisk det sammen med en gaffel, og hæld det derefter i skålen til smør og sukker. Tilsæt havregryn, smuldr rugbrødet i (smuldr rugbrødet så fint som du kan) og rør godt sammen. Rør hvedemel, bagepulver og salt sammen, og rør det derefter i dejen. Hak chokoladen groft og ælt det – og evt. hele hasselnødder – godt rundt i dejen.
Beklæd en bageplade med bagepapir og sæt 12 klatter dej på (brug en spiseske). Brug hænderne til at forme dejen til runde, lidt tykke cookies (dejen flyder lidt ud under bagning). Bag cookiesene i den forvarmede ovn i 12-15 minutter til de er gyldne. Træk bagepapiret over på en bagerist og lad dem køle helt af inden servering.

