Der findes kun én ting bedre en kartoffelkage: kartoffelkage lagkage!
Jeg elsker kartoffelkage, og det er altid dén kage jeg vælger, hvis vi en sjælden gang lægger vejen forbi bageren. Og i min tid som konditorelev har jeg lavet mere end 1.000 kartoffelkager!
Her er kartoffelkagen forvandlet til en lagkage (eller en kæmpe kartoffelkage) og den er genial at servere til gæster og fødselsdage - og så kræver den ikke den store forberedelse i køkkenet.
Du kan sagtens lave din egen overtræksmarcipan, men du kan også købe et marcipanlåg i fx Bilka. Fordelen ved at lave sin egen overtræksmarcipan er, at du kan rulle låget tykkere end det du køber (på billedet har jeg brugt et færdigkøbt marcipanlåg fra Odense, og som du kan se, er det ret tyndt).
På jagt efter andre bager-favoritter du selv kan lave derhjemme? Prøv de nemme fastelavnsboller med flødecreme.
¼ brev kagecremepulver (fra Dr. Oetker)
1¼ dl letmælk
5 dl piskefløde
2 lagkagebunde
1 pakke marcipanlåg à 200 g (fx fra Odense)
Eller
200 g marcipan
100 g flormelis
30 g glukosesirup
Usødet kakaopulver
Pisk kagecreme og letmælk med en elpisker i ca 1 minut. Stil cremen på køl og lad den trække i 20 minutter. Når den har trukket, så pisk den kort så den ikke er så stiv.
(Imens cremen trækker kan du bruge tiden på overtræksmarcipan, hvis du selv laver den. Se længere nede).
Pisk fløde til skum. Vend 3 spsk flødeskum i kagecremen til du har en let flødecreme. Fordel flødecremen på en lagkagebund og læg endnu en lagkagebund på toppen.
Fordel resten af flødeskummen på den øverste lagkagebund – gerne som en kuppel (højest på midten). På den måde kommer den til at ligne den klassiske kartoffelkage.
Hvis du laver din egen overtræksmarcipan: Ælt marcipan, flormelis og glukosesirup sammen. Rul marcipanen ud på et bord drysset med flormelis, så den passer til kagens størrelse. Løft forsigtigt marcipanlåget med hænderne eller tag en kagerulle i brug (rul marcipanen lidt løst om kagerullen og ”rul den” ud over kagen).
Overtræk kagen med overtræksmarcipan og skær overskydende marcipan fra (brug evt den overskydende marcipan til at forme små blomster eller lave et marcipanskilt med navn skrevet i smeltet chokolade).
Brug en sigte til at drysse kakaopulver over kagen. Tør kagefadet af med fugtig køkkenrulle.
Lad gerne kagen trække et par timer på køl før den serveres (og gerne til dagen efter) – så bliver den bedst!